Byen lignede noget fra middelalderen og vores albergue laa noget under standarden.
Til gengaeld serverede baren ved siden af en fantasisk sangria - den bedste vi nogensinde har smagt.
Det benyttede vi os af et par gange.

Under middagen paa byens finere restaurant, hvor vi indtog den klassiske “Menu del peregrino”, 3 retter for ca. kr. 65, blev vi opstoevet af fransk-canadiske Denis.

Aftenen sluttede med en kold oel og ganske undeholdende diskussion med Denis, som talte engelsk og fransk, og de tyske damer vi moedte i gaar, som kom fra det tidligere DDR og kun talte tysk.
hvor vores tyske veninder fra i gaar, lettere berusede, kom forbi og

Efter kaffepause og efter nogle timers benarbejde igennem nogle smaa, hyggelige byer, dukker et fantastisk syn op.
Netop som vi gaar ind i en ny, lille by og runder et hjoerne dukker der moderne poptoner op i luften og et kaempe skilt fortaeller os at vi staar foran ‘Mesón Cowboy’ - Cowboy Bar.

Det foeltes fuldstaendigt som at traede ind midt i en Quentin Tarantino film; efter timers slaeb i solen paa oede veje kunne vi saette os ned og faa en cola og en bocadillo (spaniens svar paa en sandwich) mens musikken bragede igennem.
Vi snuppede en oel (den bedste vi nogensiden har faaet) for lige at falde ind i stemningen og falde helt igennem.

Et stykke udenfor Astorga gjorde vi holdt ved en superhyggelig gaard med udsigt til dejligt landskab.

Inde paa gaardspladsen blev der budt velkommen med kaffe og sager - hvis man var til det.

Her stoedte vi saa lige paa Gunhild der - paa aegte soenderjydsk maner - hun er fra Haderslev - havde siddet og soebet kaffe.
Hun er naturligvis en benhaard dame saadan at gaa hele Caminoen.

Vi snuppede ogsaa en kaffe - og Tim sagde at det vist var paa tide at jeg koebte et regnslag for hvis det begyndte at regne saa kunne jeg god risikerer at blive vaad og det havde jeg slet ikke taenkt paa hjemmefra saa jeg jeg gik ud i porten paa gaarden for at shoppe.

Her var et lille udsalg af pilgrimssager - og naturligvis et stempel og en stempelpude.
Alle steder som ligger langs pilgrimsruten har deres eget stempel, saa pilgrimmene kan faa stemlet deres pilgrimspas og derved dokumenterer overfor de kirkelige autoriteter i Santiago at de faktisk har bevaget sig paa pilgrimsruten…

Nuvel - jeg smuttede ind i porten og koebte et regnslag i - og en hat!

Vi startede ud fra Astorga ved halv otte-tiden, hvilket desvaerre betoed at vi mere eller mindre havnede i en flok.
Det fungerer ikke rigtigt, naar man tyderligt kan hoere snak baade foran sig og bag sig.

Min hofte plagede mig stadig, og jeg maatte stadig halte mig igennem de foerste par kilometer.

Naar man er ankommet til en by, og alle har skiftet toej, kan man altid genkende en peregrino - pilgrim - paa maaden de gaar, rejser og saetter sig.
Man hilser selvfoelgelig.

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…

Efter morgenkaffen hos Socorro og vagtskiftet med de to midaldrende polske kvinder, begav vi os paa vej mod Orbigo.
Vores oprindelige plan var at gaa de cirka 12 kilometer paa vores totalt smaderede foedder, saa da vi naaede frem satte vi os paa torvet i skyggen under et trae og rodede med vores bentoej.

Lidt laengere nede af gaden var et albergue - refugium, vandrerhjem…kald det hvad du vil - og de havde Internetadgang!
Tim og jeg satte os til at oploade billeder fra kameraet og skrive loes paa bloggen mens Mike Oldfield anno 1981 droenede ud af hoejtalerne.
En meget stressende oplevelse, men damen i receptionen noed musikken saa vi naennede ikke at slukket for skidtet selv om musikanlaegget stod i det rum vi sad i.

Nu skal ingen komme og sige at det kun var vores foedder den var gal med; Tim havde klaget over en heftig muskelspaending/krampe/forstraekning/gammelmandssyndrom i sin venstre hofte, saa efter at have brugt to timer paa at oploade billeder og blogge og lytte til Oldfield, gik vi paa jagt i Orbigo efter et apotek (som havde aabent…folk hernede holder fri mellem 14- 17 hvor de ligger og stener - og det kunne vi godt laerer noget af)…

Naamenaltsaa - vi fandt et apotek og Tim fik koebt noget creme fuld af Ibuprofen som tilsyneladende fik hans hofte til at blive god igen…og saa syntes han pludselig at de 12 kilometer til Orbigo sguda var alt for lidt og vi kunne da sagtens gaa laengere og paa denne her maade naaede vi jo ikke end skid!

Efter godt en times vandring faar vi oeje paa et skilt, der antyder at man kan faa kaffe, 50 m nede af en sidevej.

Vi gaar derned og begynder at afmontere vores pik-pak foran et privat hus. Et oejeblik efter kommer en lille goende hund ud, efterfulgt af en meget spansktalende kvinde.

Vi fik, efter lidt tids fakter, fattet at vi skulle foelge med hende ind i garagen. Her stod et bord og nogle stole, ved siden af bilen, hvor hun aabenbart trakterede med kaffe og hjemmelavede donuts.

Udover kaffen og kagerne, kunne hun ogsaa stemple vores pilgrimspas, hvilket man aabenbart ogsaa goer andre steder end hvor man overnatter. Men da hun saa at vi var startet i Leon, var hun tydeligvis ikke synderligt imponeret. Hun havde selv gaaet caminoen, hele vejen, 2 gange.
I det hele taget var hun ikke saadan at imponere. Joachims navn blev udtalt paa spansk, efter at det blev skrevet ned, men “Tim” mente hun slet ikke var et navn.

Det varede ikke laenge foer der kom et par polske pilgrimme til, for at afloese os maaske, saa vi pakkede vores grej, takkede mange gange, paa spansk, og begav os paa vej.

Har koebt en fod fil - saadan en faetter hedder “raspacallos” paa spansk.

Saa naaede vi endelig vores foerste refugium, og jeg tror nok at vi kunne maerke vores foedder.

Heldigvis havde stedet et lille muslingeformet basin med rindende vand, hvor vi tillod os at koele vores varme sutter lidt.
Nogle medpilgrimme kiggede paa os fra et vindue med et skeptisk udtryk.

Her moedte vi saa Gunhild igen, som lod os laane hendes guidebog indtil naeste morgen, samt gav et kort og en liste over refugier paa vejen.